Design med viden

Design med viden

Produktinformation
Redaktør: Signe Kongebro
Sider: 192
Udgivelsesår: 2012
Udgiver: Henning Larsen Architects
ISBN-13: 9788799308194
Varenummer: hla12001

Kategorier: Bygningsarkitektur , Bæredygtig design , Bæredygtig byggeri
kr. 159,20
(ekskl. moms)
 
kr. 199,00
(inkl. moms)
 
 
Design med viden er tilføjet til din indkøbskurv.
 

Leveringstid:  På vej - Du har varen om 3-7 hverdage.


I 10 korte kapitler gennemgår Design med viden den vidensbaserede designmetode, der er udviklet i et tværfagligt forskningssamarbejde mellem DTU og Henning Larsen Architects. I en række artikler og cases præsenteres de resultater, analyser og metoder, der gør det muligt at arbejde med bæredygtighed som et designparameter.

Bogens 25 cases viser, hvordan forskningen har været brugt i konkrete projekter. I casene gennemgås de vigtigste analyser og virkemidler. Forskningsarbejdet er udført af tre erhvervsph.d.'ere - Jakob Strømann-Andersen, der i dag er ansat hos Henning Larsen Architects, Martin Vraa Nielsen og Michael Jørgensen - der har forsket på konkrete projekter hos Henning Larsen Architects. Forskningsprojektet har været støttet af Realdania.

"Bæredygtighed understreger arkitekturens samfundsmæssige betydning. Arkitekturen har et medansvar for at skabe en bæredygtig udvikling af vores samfund," siger designdirektør Louis Becker, Henning Larsen Architects. "I de seneste ti år har et nyt fokus på bæredygtighed markant ændret arkitekturens præmis. Udviklingen er i høj grad en mulighed og et løfte til arkitekturen. Det er berigende, udviklende og inciterende at få mulighed for at arbejde med et større klaviatur."

Design med viden definerer begrebet bæredygtighed, og identificerer energireduktion som en konkret, operationel strategi, der sætter ord og handling på det komplekse felt, som bæredygtighedsbegrebet spænder over.

"Lavenergi handler om meget mere end teknologi. Dagslys er det stærkeste virkemiddel til at skabe en arkitektonisk oplevelse af rum. Samtidig kan det bruges til at skabe et godt indeklima og optimale dagslysforhold i en bygning," fortæller Signe Kongebro, arkitekt og leder af bæredygtighedsafdelingen hos Henning Larsen Architects.

Forskningen viser bl.a., at byplaner og masterplaner har langt større betydning for byer og bygningers energiforbrug, end man hidtil har vidst. Planernes udformning påvirker meget direkte bygningerne og har stor betydning for energiforbruget i de enkelte bygninger.

"Når forskningen viser, at der ligger et stort potentiale i at fokusere mere på dagslys i planlægningen af byer og betragte dagslys som en vigtig fælles ressource, har vi brug for en bredere forståelse af, hvad bæredygtigt byggeri egentlig er," siger Signe Kongebro. "Det har også betydning for det eksisterende byggeri, og vi må gøre op med konventionelle energirenoveringer og i stedet for se på helhedsrenoveringer."

Ved en helhedsrenovering opnås den optimale forøgelse af bygningens totalværdi ved at skabe kvalitet på flere områder: større sundhed og trivsel, bedre arkitektur, øgede energi- og miljøhensyn og en fornuftig økonomi.

"Det er naturligt, at arkitekter bidrager til at samle ny viden og gøre denne viden aktiv i de sammenhænge, hvor den er relevant. Forskningen skal pro-aktivt bringes i spil i hverdagen. Den skal ud på tegnebordene, hvor formgivningen finder sted," siger adm. direktør Mette Kynne Frandsen, Henning Larsen Architects."Kendskab og adgang til den nyeste viden og udvikling er afgørende for at udvikle arkitekturen."

Design med viden har et forord af klima- energi- og bygningsminister Martin Lidegaard og indeholder desuden tre forskningsartikler, der har været bragt i internationale, videnskabelige tidsskrifter.